Jeg er født den.............nej, lad mig udtrykke det på en anden måde. Jeg er 10 år yngre end Cliff Richard, 8 år yngre end
Paul McCartney, 7 år yngre end Mick Jagger og  3 år yngre end Elton John,  og alligevel fanger jeg ind imellem mig selv
i den tro, at jeg stadig  kun er 17 år gammel. 
 
 
Denne vildfarelse skyldes måske at jeg stadig  brænder for musikken fra mine teen-age år, men opvågningen kommer, når
jeg så opdager, at der faktisk findes masser af  anden god musik, som jeg brænder lige så  meget for at spille og at lytte til.
 
 
 
Jeg havde min debut som ”professionel” sanger allerede som 3-årig, hvor jeg gemt væk under spisebordet, underholdt
mine forældres gæster med gennem en støvsugerslange at synge ”Moulin Rouge”. Dette skete ofte og hver gang mod
et fast honorar på 25 øre pr. optræden.

 
Da jeg var 10 år gammel lærte min far mig at spille mundharmonika og jeg fik min første guitar som 12-årig.
Det var en Egmond swingmodel, som jeg stolt mødte op med på Odense Musikhøjskole, hvor jeg modtog undervisning
 i guitarspil sammen med bl.a. Leif Esbensen, som senere blev guitarist i The Burtons.

 
 
I sommeren 1965 var jeg med til at danne et såkaldt ”pigtrådsorkester”. Vi kaldte os The Firebirds. Inspirationskilderne
var helt klart The Shadows, The Beatles, Rolling Stones og de danske  The Rocking Ghosts og Sir Henry and His Butlers.
 

Vi havde vort første job i oktober samme år, hvor ”Belinda”, ”South of the Border” og ”Wooly Bully” vistnok blev spillet
mindst 4-5  gange hver. Med skiftende besætning havde vi stor glæde af dette samarbejde og kammeratskab i et års tid.

 
firebirds22
 
 
 
 
 
     The Firebirds
     Foruden jeg selv i front med rød Höffner
     ses ved trommerne Orla Damgaard, som
     siden blev et kendt ansigt i The Burtons.
 
 
 
Året efter var vi spredt for alle vinde og hver for sig spillede vi i forskellige konstellationer. Jeg dannede bl.a. The Outlines,
som havde The Who, The Kinks og Les Rivals med guitaristen Per Frost som forbilleder. I den sammenhæng spillede
Mogens Jensen trommer. Han kom senere til at spille med Les Mann men omkom desværre siden hen ved en tragisk ulykke.

 
Jeg spillede herefter på ”løst” i flere forskellige bands og fandt pludselig mig selv som ”stand in” i The Outsiders,
som på et tidspunkt manglede en guitarist til et job i Fangel Forsamlingshus.

 
uotsiders22
 
 
     The Outsiders
     Den lysblonde unge mand med solbrillerne er altså
     ikke tyske Heino – men mig med min nye Höffner.
     Nogle vil måske genkende den unge mand nederst
     til venstre i billedet som Søren Damgaard, der i flere
     år har været chef for Odense Idrætspark.
 
 
 
I forbindelse med disse ”løse” jobs fik jeg kontakt med Les Amis, som var blevet Danmarksmester i pigtrådsmusik i 1964.
De vandt for øvrigt over The Rocking Ghosts, som blev nummer 2 i finalen
.
 
Kontakten opstod i 1966. Man havde i 1965 stoppet samarbejdet med ”Rock Nalle” og bassisten Steen Andersen
forsøgte nu at reetablere med bl.a. min gamle skolekammerat Benny Langkilde (tidl. Sound Of Season) på trommer samt
et par andre musikere fra opløste fynske bands som grundlag.
 
 
 
Les Amis blev dog aldrig det samme igen. Måske var det min skyld – for som Jørn ”Bonne” Bonnesen (Space Makers)
dengang bedyrede overfor mig i omklædningsrummet i B 1913, hvor vi begge spillede fodbold, så havde jeg
”overhovedet ikke charme nok til at spille med Les Amis” – tilsyneladende har heller ikke nogen andre haft det
herefter, for Les Amis spiller den dag i dag kun lejlighedsvist og hver gang med skiftende besætninger.

 
En ny musikstil var imidlertid på vej ind i billedet. Man kaldte det ”folk-music”. I dag vil man nok nærmere betegne det
som ”unplugged” men under alle omstændigheder blev navne som Donovan, Bob Dylan, Peter Paul & Mary, Mamas & Papas,
The Seekers og dansk/filippinske The Immigrants enormt populære.

 
Jeg begyndte derfor i foråret 1967  sammen med Jens Peter Art Jørgensen, som også havde været med i The Outlines, at optræde under navnet  ”Three Folks” sammen med en ung pige som hed Dorthe Poulsen.

 
Vi forsøgte samme år at markere os ved Fyns Tivoli's Grand Prix, hvor vi nåede frem til semi-finalen men måtte se os slået af
"Hitsingers" - senere "Joans Family" - som slutteligt vandt finalen og senere hittede på Dansktoppen med sangen "Lasse & Marie"

 
Vi fortsatte dog med at optræde på skoler, ungdomsklubber, kroer og forsamlingshuse og opnåede faktisk også at få solist-status
enkelte natklubber, bl.a. Atlantic i Odense.

Dorthe Poulsen blev imidlertid gift og fik efternavnet Degnegaard. Hun valgte derfor at stoppe karrieren og blev i foråret 1968
erstattet af Winnie Rasmussen, som på daværende tidspunkt var én af de bærende kræfter i det landskendte Risingskolens Pigekor.

 
Koret blev iøvrigt dengang ledet af den legendariske Thorkild Larsen - også kaldet "Totter" - som havde Johan Søndergaard
med til at akkompagnere
på flygelet.

 
 
three_folks
  
    Three Folks
    med Dorthe Poulsen på ét eller andet
    sted ved én eller anden lejlighed på ét eller andet 
    tidspunkt i 1967
 
 
 
 
I slutningen af 1967 traf jeg imidlertid en person, som blev vigtigere for mig end noget andet. Det var Vibeke, som jeg blev gift med
3 år senere og som jeg i dag stadig er sammen med og elsker overalt på jorden.

 
vibeke
 
 
     Vibeke
     1968
 
 
 
 
Det betød i første omgang, at musikken fra at være et karriere-grundlag blot blev en dejlig hobby, som kun blev dyrket
indenfor hjemmets rammer.

 
Det holdt i flere år, men dog ikke i længden. Vibeke har nemlig en lillebror som hedder Peder. Han er i dag nok mest kendt
som Peder René ”Mac” Hansen. Han var blot 5 år, da jeg lærte Vibeke at kende, men tiden går og pludselig var han blevet
en ung mand med stor interesse for musik.

 
Han begyndte at spille guitar i 12 årsalderen og blev undervist på ungdomsskolen, hvor han fik kontakt til andre
håbefulde talenter. Næsten før de kunne spille begyndte de at sysle med at danne et band, som senere blev kendt
under navnet Sockrow. De endte faktisk med at blive Danmarksmestre i 60’er rock i 1991.

 
Jeg skulle selvfølgelig ud i deres øvelokale for at lytte og se hvad de lavede og jeg kom også listende når de spillede til forskellige
arrangementer rundt omkring. Således blev musikeren vækket i mig igen og jeg benyttede enhver lejlighed til at være sammen
med dem og allermest at få lov til at spille med, når dette var muligt.

 
sockrow
 
 
 
     Sockrow
     med Peder og jeg på guitar

 
 
 
 
I 1973 skete der imidlertid noget nyt. The Shadows genopstod efter at have været opløst i mere end 5 år. Personligt oplevede jeg
The Shadows’ koncert i Randers i oktober 1977 og lærte ved den lejlighed Hank Marvin at kende.

 
Det blev til et personligt venskab, som stadig dyrkes, når lejligheden en efterhånden sjælden gang byder sig. Efter at han er flyttet
til Australien sker det desværre kun i forbindelse med hans koncerter her i landet og primært i omklædningsrum, back-stage og
på hoteller.

 
hank
 
 
 
 
 
     Hank og Carole Marvin
     ved et af vore besøg i deres daværende 
     hjem på Loom Lane i Radlett.
 
 
 
 
Denne nye æra for The Shadows samt min flirten med Sockrow var selvfølgelig årsagen til at jeg snart anskaffede mig
en Fender Stratocaster og en Vox AC 30 for igen at spille, som jeg havde gjort det i 60 ’erne. Da Peder på samme måde havde
en svaghed for The Shadows’ musik og specielt Hank Marvins guitarspil, besluttede vi i 1983 at danne ”Loom Lane”, som var
et rendyrket Shadows coverband.

 
 loomlane
 
 
 
 
     Loom Lane
     Fra venstre: Jørgen Nielsen (senere ”Bounty”)
     Peder, jeg selv og Palle Ågård.
 
 
 
Efterhånden fik andet iørefaldende pop/rockmusik fra 50’erne, 60’erne og 70’erne dog lov til at blive en del af repertoiret, og
kun for sjov deltog vi i TC’s Talent 84, hvor vi faktisk blev nr. 2 med en senere så kendt dame som Trine Dyrholm på 3. pladsen.
Vinderen var i øvrigt en ung pige ved navn Judith Jørgensen, som vi dog aldrig har hørt mere til.

 
loom3
 
 
 
 
 
    Loom Lane
    med Leif Faber og Preben ”Tøjmand”
    ved præmieoverrækkelsen i  
    TC Talent 84           
 
 
 
På trods af succes i TC-Talent 84 udeblev det store "verdens-gennembrud" og vi måtte nøjes med lejlighedsvise jobs til det honorar
sådanne jobs nu én gang indebærer.

 
I sommeren 1984 skete der dog noget, som kom til at ændre mit liv som musiker fuldstændigt.

 
Jeg fik i maj måned en ny nabo. Han hed Bent Nielsen og viste sig at være musiker. Jeg konstaterede dengang med en lidt
nedladende holdning at vi altså talte om ”suppe, steg og is musiker”
.
 
Det viste sig imidlertid at manden var ingen ringere end ”Sorte Bent”, som i 60’erne var kendt fra Nalle & The Teddy Bears
(med bl.a. Johnny Reimar) Yellow Stars, Nalle & The Yankees, La Strada, Pater Johans Jazzmen og mange andre sammenhænge.

 
Bent var oprindeligt bassist og guitarist, men havde efter mange års virke som rejsende musiker i hele Norden og Tyskland
besluttet sig for at ”blive hjemme” ved familien og ernære sig ved et almindeligt borgerligt job som lagerekspedient
suppleret med indtægten som selskabsmusiker.

 
Han var imidlertid blevet træt af at tage ud og spille alene hvorfor han spurgte mig om jeg ikke havde lyst til at danne en duo
sammen med ham. Det havde jeg naturligvis, så samarbejdet med Loom Lane stoppede og Corona Duo’en var en realitet.
Bent spillede orgel og senere key-boards mens jeg tog mig af guitaren.

 
corona
 
 
     Corona-Duo'en
     1984
 
 
 
Vi havde rigtig mange jobs i den periode, som faktisk nåede at strække sig over 8 år. Vi havde bl.a. fast engagement på
Danland Hotellets restaurant ”Klinten” i Fåborg ligesom vi leverede musik til utallige hotel- og restaurationsarrangementer
samt forenings- og privatfester.

Corona-Duo’ens popularitet skyldtes ikke mindst at vi havde ”gjort op” med det traditionelle ”suppe, steg og is” mønster
og i stedet kastet os ud i 60’er rock/poppen ligesom en mere tidsaktuel musik fra den internationale musikscene blev
vores ”varemærke”.

Med tiden blev efterspørgslen på duo, trio og kvartet dog mindre og mindre mens efterspørgslen på solomusikere blev
mere og mere udbredt. Dette skyldtes ikke mindst, at den moderne teknologi i form af arrangement-keyboards åbnede
mulighed for at én mand kunne spille som et 5 mands orkester.

Senere kom også begrebet ”midi-filer” ind i billedet og hermed var der pludselig 16 spors sequenser til rådighed,
hvilket gav uanede muligheder.
.
I takt med denne udvikling valgte jeg derfor i 1991 at købe mit første arrangement-keyboard.

Foruden at det hermed blev muligt at lave både større og flottere arrangementer i Corona-Duo’en , blev jeg også
i stand til at påtage mig solo-jobs.

 
Jeg havde således min debut som solo selskabsmusiker på Hotel Christiansminde i Svendborg den 5. maj 1991, og dette
udviklede sig i en sådan grad at Corona-Duo’en efter opfyldelse af indgåede kontrakter og aftaler ophørte i foråret 1992.

 
Jorgen
 
 
      På Restaurant Næsby Hoved Skov
      i begyndelsen af 90'erne
 
 
 
Jeg har i årene herefter opnået stor efterspørgsel som solo-musiker. Dette har medført at jeg siden 2007 har været  full-time professionel og udelukkende levet af at spille musik indtil jeg i 2016 kom på Finansloven. 
 
Jeg har dog valgt stadig at spille musik og påtage mig jobs ved privat- og foreningsarrangemter, hotel- og restauration samt
events af forskellig art.
 
Jeg er derfor også hele tiden opmærksom på at forny mit repertoire og udvikle mig selv, så det stadig er attraktivt at bestille
mig som musiker til dit næste arrangement.